Ungdomsholdet

Hvor og hvornår

Fra 12. oktober 2022 har vi et Ungdomshold i Frankrigsgade Svømmehal Onsdage 1930-2030. Vi sigter efter aldersgruppen 14 til 18 (8. klasse til gymnasiet). Sæsonen strækker sig fra september til og med april eller maj.

Hvad undervises der i

Alle deltagere vil lære at svømme med finner og snorkeldykke, samt naturligvis at spille undervandsrugby.

Der vil ikke være decideret svømmeundervisning, men da vi bruger finner i sporten, så lærer alle hurtigt at svømme. Opvarmningen er typisk bevægelse med bold og finnetræning under vand og i overfladen, samt en masse teknikøvelser. I dén forbindelse vil der være instruks og undervisning.

Resten af tiden bruges på boldøvelser, leg og spil.

Skriv dig selv op her eller skriv din datter eller søn op

Er du interesseret i at komme og prøve eller blive skrevet op til holdet så smid en mail til: undervandsbold@gmail.com.

Du kan også ringe til Jonas Hoff hvis du har spørgsmål.

Skriv venligst alder og navn i mailen. Og ja det er både for piger og drenge.

Krav & forudsætninger til ungdomsspillerne

Det er et krav fra kommunens side at alle der vil træne med skal kunne svømme 25 meter uden hjælpemidler. Det er et sikkerhedskrav.

Derudover er det et krav at alle foretager grundig afvaskning med sæbe og uden badetøj, inden bassinet benyttes.

Hvem spiller undervandsrugby?

  • dem der er trætte af at svømme baner, men stadig elsker vandsport og bevægelse i vand
  • dem der elsker at dyrke sport med andre og have et fællesskab
  • dem der vil udfordres og prøve noget nyt
  • dem der bare er nysgerrige og gerne vil prøve det
  • dem der elsker holdsport

Information om trænerne

Der vil både være tidligere U21 spillere, tidligere landstrænere, samt folk med en masse erfaring med undervisning i undervandsrugby og vandsport generelt der vil være tilknyttet ungdomsholdet. Der er masser af solide kompetencer på dette område i vores klub. Vi vil også benytte os af gæstetrænere når holdet kommer godt i gang.

BilledeNavnOm
Jonas Hoff
Cheftræner og
bestyrelsesmedlem
Har været træner i klubben siden 00’erne. Ud over det har jeg været træner for damelandsholdet, samt assisterende træner. Før i tiden var jeg aktiv på herrelandsholdet en en længere årrække.
Arbejder med IT ved siden af i en styrelse.
Rasmus Lindquist
Ungdomstræner
Der kommer en kort beskrivelse af kompetencer og CV generelt.
Jesper Holme
Ungdomstræner og tidligere
træner i Polyfemos
Der kommer en kort beskrivelse af kompetencer og CV generelt.
Henrik Kristoffersen
Ungdomstræner
Snorkeldykker siden barndomsårene, mangeårig juniortræner i jysk klub, samt hygge undervandsrugbyspiller i fritiden.
Til daglig arbejder jeg med kemi på Københavns Universitet.

Vi arbejder på at få en kvindelig træner også.

Kontingentpriser

Til at begynde med vil der ikke være deltagerbetaling. Vi skal have holdet op og køre i første omgang.

Derefter, og nok først til næste sæson, kommer kontingentet til at ligge på omkring 300 DKK for 1 sæson, dvs. september til og med april/maj (vi er usikre på om vi har maj med stadig). Så placerer vi os også solidt under større sportsgrenes (fodbold, svømning etc.) kontingentpriser – ifølge Idrættens Analyseinstitut (Kilde: Notat 2014).

Vi arbejder pt. på at søge tilskud til indkøb af klubudstyr til ungdomsholdet.

Videoklip fra sporten

Tryk her for at se filmet Juniorugby: http://www.amager-uv.dk/?page_id=1458

Sociale medier

Vi vil lave facebook gruppe til at skubbe information samt til åben snak.

Men vi bruger holdsport.dk til til- og frameldinger når holdet kommer op og køre. Det gør vi også i senior-regi.

Ses vi?

Herunder ses U21 landsholdet fra deres Tysklandstur i 2015. Håbet er, på sigt, at Amager Undervnadsrugbyklub skal være med til at sende spillere til U21 landsholdet.

U21 Landsholdet anno 2015